In Danish In English  

Service Orienteret Arkitektur (SOA)

For at blive en succes i det 21. århundrede skal en virksomhed være tilpasningsdygtig og i stand til at omstille sig til den konstant forandrende konkurrencesituation på det globale marked. De seneste års hastige it-udvikling har resulteret i, at virksomheder og organisationer løbende har anskaffet mange forskellige systemer. Disse er typisk spredt i en kompleks og usammenhængende infrastruktur, hvor de enkelte systemer er opbygget til forskellige teknologier, kontrolleret af forskellige afdelinger og ofte med forskellige geografiske placeringer.

Denne infrastruktur er i mange tilfælde opbygget uoverskueligt og uhensigtsmæssigt, når dynamikken i markedet øges og det bliver tydeliggjort, at virksomhedens eksisterende it-infrastruktur ikke er velegnet til at understøtte virksomhedens skiftende behov.

Den "Service Orienterede Arkitektur" (SOA) er en fælles benævnelse for en it-arkitektur, der skaber sammenhæng mellem virksomhedens forretningsmodeller og teknologiske platforme. Heri fokuseres der i høj grad på ”løst koblede systemer”, hvor spillereglerne for udveksling, transport og format af informationer er fastlagt via en række standarder.

Mange virksomheder og offentlige institutioner er efterhånden bekendt med hvad serviceorienteret arkitektur betyder, og hvilke fordele og ulemper der er forbundet med denne. Desværre er det en teknologi som ikke på kort sigt giver et målbart afkast og derfor prioriteres den lavt, når opgavelisten for det kommende år planlægges.

Med hensyn til de etablerede produkter er det, på trods af de åbenlyse fordele, ikke en teknologi, som for alvor er slået igennem endnu. Dette skyldes ikke mindst at der internationalt foregår en række platformskonsolideringer hos de største aktører på it-markedet. Denne udvikling medfører, at produktleverandørerne i højere grad fokuserer på integration til resten af platformen, frem for at tilbyde en åben integration med virksomhedens øvrige systemer.