In Danish In English  

Kært barn har mange navne

Den optimale organisering eller udnyttelse af viden i en organisation er i stigende grad fokus i disse år. Ofte sker det under navnet Knowledge Management, som også kaldes videnledelse, videndeling eller videnstyring på dansk. Ledelse og styring må ikke forveksles, da førstnævnte går ud på at vise vejen og formulere visionerne, mens styring snarere dækker over de daglige rutiner som skal sørge for at målene opnås her og nu. Begge niveauer er relevante når talen falder på viden, så længe man som virksomhed er bevidst om forskellene, når indsatsen planlægges og virkemidlerne prioriteres. 

Uanset navnet går videnledelse og -styring kort forklaret ud på systematisk at få dokumenteret hvilken viden medarbejderne har, så ledelsen og kollegerne kan trække herpå og lære af hinanden. Derved skulle man gerne undgå at forskellige medarbejdere laver de samme fejl igen og igen, og at der ikke foretages uhensigtsmæssigt dobbeltarbejde, hvis man i stedet kan genbruge noget som andre allerede har udarbejdet. Eksempelvis til at identificere ”Best Practice” – det vil sige den optimale måde at udføre en opgave på. Sidst, men ikke mindst handler det også om at få organisationen bedre beskyttet mod tab af viden, når medarbejderne skifter job eller er væk i en periode.

Noget kan let dokumenteres. For eksempel faglige kvalifikationer, CV, uddannelse, specialer, tidligere jobområder, lederens evalueringer osv., mens andet som aldrig er skrevet ned, straks er sværere at dokumentere systematisk. For her er der typisk tale om menneskelige erfaringer, som kan have høj værdi for organisationen. Dertil kommer den viden, som bare anvendes intuitivt, uden man tænker over det. Og så er der den vigtige viden om for eksempel kunder og produkter, som er fremkommet via individuel research og joberfaring, men som der er en tendens til, at folk holder tæt på kroppen af personlige/karrieremæssige årsager.

Lykkes det at få indsamlet ovenstående og får gjort det let tilgængeligt for alle vil man altid kunne finde den rette medarbejder til opgaven, jobbet, teamet og til akut problemløsning. Dette anser vi for effektiv videnledelse og det kan BNP bidrage til at få realiseret. Læs nærmere herom på de efterfølgende sider!